Om at gå stress væk

Følgende har (i forkortet form) været bragt i avisen “Vandrefestival Sjælland 2012”:

Krop og sjæl tilstræber at være i balance. Det er ikke altid det lader sig gøre. Ubalancen medfører en stresstilstand. Holder presset op, holder stressen op og balancen indtræffer atter. Men hvad hvis presset ikke holder op? Hvad hvis der er tale om en situation, hvor vi ikke når det vi vil og bare knokler på i håb om at nå det?

Er der tale om en overbelastning, der fortsætter og som fylder kroppen op med stresshormoner, er der efterhånden en risiko for at overbelastningen bevirker en alvorligere ubalance, som resulterer i en række symptomer, der går under fællesbetegnelsen stress. Det er ikke en sygdom, men de stressrelaterede symptomer bør naturligvis tages alvorligt. Problemet kan være, at man ikke opdager dem, så det er muligt at forholde sig til dem, inden et sammenbrud kommer.

Når man læser Else-Maries historie i artiklen “Vandringen var min bedste medicin”, er der en række forhold, der springer i øjnene. Hun vågnede op en morgen med en række symptomer og blev sygemeldt. Hun satte sig i sofaen, står der. Hun lagde sig ikke. Heldigvis. For så galt kan det også gå, når man er stressramt.

Dette er ikke et forsøg på at forklejne Else-Maries alvorlige tilstand, men det varede trods alt ikke så længe før hun kunne tænke, at frisk luft ville være godt. Det meget, meget vigtige i hendes historie er, at Else-Marie reagerede på sin tanke med handling. Hun flyttede fokus fra at tænke til at gå. Hun kom faktisk ud. Hun gik. Det var hårdt. Efterhånden som hun gik, opdagede hun noget. Hun kunne få en god idé. Blokeringen svandt – og der skete mere og mere under gåturene. Ubalancen begyndte at svinde. Gåturene tog for sig af stresshormonerne.

Hvorfor er det vigtigt? Det kan man få et indtryk af ved at google “stress og motion” eller “walk away stress”, hvis engelsk foretrækkes. Der er mange artikler om netop dette emne. At gå stressen væk virkede for Else-Marie, og det kan virke for andre.

Man kan af artiklen se, at Else-Marie havde “opfundet” en særlig måde at plage sig selv på arbejdsmæssigt. Og det i et omfang så hun gik ned med flaget. Det er der ingen, der takker nogen for at gøre. Hun havde imidlertid også efterfølgende sygemeldingen evnen til at gå en ekstra mil, så at sige, og få orden på tingene igen.

Hvordan bar hun sig ad? Hun snakkede lidt med sig selv, som det tydeligt fremgår af artiklen. Det var en positiv og god en af slagsen. Vores selvsnak er umådelig vigtig. Vi kan med dens hjælp overbevise os selv om næsten hvad som helst. Vi kan høre os sige at frisk luft ville være godt, og øjeblikket efter: men det er for koldt, det regner, er for mørkt eller det er bedre at vente til i morgen. At lytte til den indre dialog er med andre ord vigtigt. Den kan fremme eller bremse beslutninger og handlinger.

Else-Marie besluttede at gå. Og gå igen. Til balancen var genoprettet og kontrollen overtaget. Det var en proces, ja, og det hun gjorde virkede. Når man går, flyttes opmærksomheden fra det der plager til nærvær i situationen.

Det er vigtigt at fremhæve: overdriv ikke.

Du skal ikke starte med at løbe en ½ maraton. Gå uden at presse dig ret meget. Efterhånden kan du mere og mere – og måske kommer der gode tanker om, hvorledes egne og andres forventninger til præstationer, perfektionisme og andre plagsomheder kan tackles fremadrettet. Det kunne ligefrem føre til, at du vikler dig ud af noget du er viklet ind i. Det bliver lettere at ville.

Sagen er klar. Brænd stresshormoner af ved at gå. Gå bare – stille og roligt – i aktion. Fortsætter du længe nok vil du glæde dig over, at 10.000 skridt om dagen er en behagelighed.

Og læs så lige Else-Maries beretning igen!

Jørgen Carlsen
Cand.psych., vandrer med egen blog.

www.nyhedsblog.com/stressoggaature

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *